Strøtæthed

Under begrebet strøning, strøtype eller strøtæthed forstås for slibemidler på underlag tætheden, med hvilken slibekornet anbringes på underlaget. Man skelner mellem 3 strøtyper:

Tæt strøning: underlaget næsten helt belagt med slibekorn. Den store mængde kornspidser, som anvendes til denne strøning, giver mulighed for stor materialeafslibning og lang standtid for slibemidlet. En tæt strøning er typisk for slibemidler, som anvendes inden for metalbearbejdning.

Halvåben strøning: underlaget er dækket ca. 70 - 80% med slibekorn. Mellemrummene mellem de enkelte kornspidser giver mulighed for samling og bortledning af sliberesterne. Halvåben strøning er typisk for bløde materialer, f.eks. slibning af lak, kunststoffer og ikke-jernholdige metaller..

Åben strøning: underlaget er dækket ca. 50 - 70% med slibekorn. Det større spånrum mellem slibekornene ved denne strøning reducerer blokeringen og giver mulighed for at lede slibespånerne bort fra slibeområdet. Åben strøning anvendes normalt til slibemidler til træ og materialer, som bearbejdes med lang spåntagning, som ellers ville blokere slibemidlet for hurtigt.

Derudover kan strøtætheden påvirke slibemidlets aggressivitet og den slebne overflades finhed.

Trykket = kraft/areal (p = F/A)

Kraften fordeles på færre kornspidser ved åbent strøede slibemidler end ved tæt strøede. Derfor trænger kornet længere ind, og afslibningen øges. På den anden side er kraften på det enkelte korn naturligvis lavere ved en tæt strøning med mange kornspidser; kornet trænger så ikke så langt ind, og den slebne overflade bliver finere.

Tilbage til slibekendskab