Strøtæthed

Ved begrebet strøningsmåde eller strøningstæthed forstår man ved slibemidler på underlag den tæthed, som slibekornet påføres underlaget med. Man skelner her mellem 3 strøningsmåder:

Tæt strøning: Underlaget er næsten fuldstændigt belagt med slibekorn. Den store mængde kornspidser, der anvendes ved denne strøning, muliggør en hurtig materialeaftagning og en høj standtid for slibemidlet. En tæt strøning er typisk for slibemidler, der bruges ved metalbearbejdning.

Halvåben strøning: Underlagt er belagt med ca. 70 - 80% slibekorn. Mellemrummene mellen de enkelte kornspidser muliggør indsamling og bortledning af sliberester. En halvåben strøning er typisk for bløde materialer, fx slibning af lakker, kunststoffer og NE-Metaller.

Åben strøning: Underlaget er strøet med ca. 50 - 70% slibekorn. Det større spånrum mellem slibekornene ved denne strøning reducerer blokeringen og giver mulighed for at bortlede slibespånerne fra slibeområdet. En åben strøning bruges typisk til slibemidler til træ og andre materialer med lang spåntagning, som ellers hurtigt ville blokere slibemidlet.

Derudover kan strøtætheden påvirke et slibemiddels aggressivitet og den slebne overflades finhed.

Efter formlen

Tryk = kraft/areal (p = F/A)

fordeles kraften ved et åbent strøet slibemiddel på færre kornspidser end på et tæt strøet. Derfor trænger kornet længere ind, og aftagningen er højere. Efter samme princip er kraften på det enkelte korn derimod lavere ved en tæt strøning, hvor der anvendes mange kornspidser; kornet trænger ikke så dybt ind, og den slebne overflade bliver finere.

Tilbage til slibekendskab